Mentorine

Velkommen!
Jeg hedder Marlene Donduran og er kvinden bag Mentorine.

Metodiske og faglige tilgange i mit arbejde:

Helt grundlæggende arbejder jeg helhedsorienteret og blandt andet ud fra teorierne om zonen for nærmeste udvikling, de mange intelligenser samt udviklingstrappen (Blooms taksonomi). Jeg arbejder ud fra en grundtanke om, at intet pædagogisk eller socialpædagogisk arbejde kan udføres uden et parallelt relationsarbejde, som det bærende element sammen med den anerkendende tilgang til det enkelte menneske. Jeg bruger redskaber og elementer fra mange forskellige erfaringer, teorier og praksis. Især teorier og konkrete værktøjer fra den psykoterapeutiske viden og verden, harmonerer godt med mine grundlæggende metoder. Jeg sørger derfor for at holde mig selv rigtig godt opdateret i forhold til faglig læsning og praksisnære studier, som kan give mig gode ideer til arbejdet med den enkelte borger.

Kontakt mig ved at scrolle ned til bunden og udfylde kontaktformularen eller klik her for at se, hvordan du sender en sikker mail til mig. 

___________________________________________________________________________________

Læs mere her om baggrunden for at Mentorine blev til:

Alle menneskeliv har udsving. Perioder med udfordringer og nedture, samt perioder med succes og opture. De første kan være svære at komme igennem på egen hånd. Især hvis mange ting kulminerer på samme tid og sender os ud på dybt vand uden redningskrans og uden land i sigte. 

Mennesker og vores livsprocesser fascinerer mig helt generelt og jeg har da også arbejdet med mennesker hele mit liv. Først i folkeskoleverdenen i knap 17 år, som passioneret klasselærer for de ældste og inklusionsvejleder samt i en del koordinatorroller og som ansvarlig for klasser med særlige udfordringer. Jeg har altid været hende med redningskransen og den gode kikkert.
Senere med undervisning og personlig vejledning af flygtninge og familiesammenførte. Både unge og voksne, hvor det at arbejde med kulturelle barrierer og hjælpe borgere til succes, har været bærende for mit arbejde. 
Med tiden har det vist sig, at mine kompetencer, metoder og faglige tilgange til mennesker, har været særligt brugbare i det krydskulturelle arbejde med borgere fra andre lande. Særligt kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, og med rødder i Mellemøsten, har vakt min interesse og arbejdet med dem er med tiden blevet mit speciale.
Jeg arbejder fortsat også med undervisning af kvinder, som har svært ved at finde vej ud på arbejdsmarkedet. 
Da jeg startede som mentor i min fritid for nogle år siden, var det da også med en særligt sårbar kvinde fra Syrien. Igennem mit arbejde med hende, stod det mere og mere klart for mig, at arbejdet med den enkelte på både er personligt og fagligt plan, er den slags arbejde jeg brænder for og er dygtig til.

I takt med at flere klienter blev afsluttet med succes og nye kom til, blev mit eget firma “Mentorine” virkelighed. Her arbejder jeg passioneret med alle slags borgere for forskellige offentlige afdelinger og altså ikke kun kvinder fra andre kulturer. Min titel varierer alt afhængig af, hvem jeg arbejder for og du vil her på siden derfor møde titler som mentor, vejleder, socialpædagogisk støtte og støtte/ kontaktperson. Fælles for dem alle er, at der er i udgangspunktet er et menneske, som skal støttes og udvikles. 

___________________________________________________________________________________

Fortsæt din læsning for at vide mere om mit faglige liv:

  • Uddannet folkeskolelærer med et hav af kurser i adfærd, kontaktformer, trivsel og intelligenser. Hertil kurser i pædagogiske værktøjer og metoder. 
  • Ansvarlig gennem tiden for flere klasser med udfordringer og projektklasser som fx erhvervsklasser, specialklasser og inklusionsgrupper
  • Koordinator, personlig vejleder og underviser på projekt for yngre flygtninge og familiesammenførte, samt kurser vedrørende det at arbejde med traumatiserede mennesker. 
  • Projektleder i tilbud som andenaktør for en stor kommune, med beskæftigelsesrettet undervisning af borgere som skal opkvalificeres til at komme nærmere afklaring eller job. 
  • Undervisning af kvinder over 30 primært fra Mellemøsten. Holdet arbejder med personlig- og faglig udvikling. Jeg underviser pt stadig her og underviser primært på dansk men med arabisk som understøttende sprog. 
  • Næsten klar til at færdiggøre min bachelor i arabisk fra Københavns universitet. Jeg både skriver og taler (syrisk) arabisk på et rimeligt niveau.